Posts Tagged ‘adwords analyser’

Luksusure og AdWords Annoncering

Thursday, October 30th, 2008

Vi har lavet en analyse af konkurrencensituationen for luksusure på Google AdWords. Hele analysen bunder i at jeg til formiddag sad og “e-shoppede” ure. Ikke fordi jeg er den store feinschmecker ud i ure, men for første gang i mit liv overvejer jeg at spendere mere end 400 kr. for et ur. Mine første søgninger var meget “top of mind” agtige, bl.a. Googlede jeg Rolex, Breitling m.fl., og fandt frem til et website der forhandler en lang række førende urmærker (www.urvaerket.dk).

Først browsede jeg lidt rundt blandt de mange topmærker websitet forhandler. Da uret gerne må være stort (hvis jeg skal betale mere end 400 kr., skal det kunne ses) og lidt råt, faldt jeg pladask for et Breitling Chronomat Evolution. Det eneste problem med vidunderet er prisen på ca. 30.000 kr., desværre bliver det ikke julegaven til mig selv i år.

Google AdWords analysen blev foretaget på 25 keywords, primært keywords med fokus på luksusurmærker. Annoncørerne er scoret ud fra antallet af søgeord de annoncerer på (KW Score), samt de placeringer annoncøren har opnået (Pos. Score), jf. nedenstående tabel.

Der er to annoncører der adskiller sog markant fra de andre. Urvaerket.dk og QXL.dk er de annoncører der performer bedst på begge parametre. QXL.dk har den bedste Pos. Score, altså de bedste placeringer, mens Urvaerket.dk scorer højst på antallet af anvendte keywords, hvilket er logisk, idet de fører det klart største sortiment inden for luksusure.

Det undrer os at der ikke er større konkurrence inden for luksusure, og annoncørerne spænder fra små guldsmede, over auktionshuse til en fuldblods luksusurforhandler som urvaerket.dk. Kigger vi på sammenhængen mellem annoncørernes sortiment og deres Google AdWords kampagner, lader de en del tilbage at ønske.

De søgeord vi har anvendt i undersøgelsen er, som nævnt tidligere, primært luksus prægede. Derfor kan det godt undre at Smartguy/Girl scorer så højt, da de ikke sælger luksusure. Det samme gælder i et vist omfang QXL der ikke umiddelbart forbindes med luksusauktioner, og som har et yderst begrænset antal luksusure på auktion. De mindre guldsmede har behov for hjælp til både Google AdWords annonceringen og udvikling af hjemmesider. Det værste eksempel er dog en annoncør der bruger penge på Google AdWords, for derefter at lede forbrugeren videre til producenternes hjemmeside. Marketingbudgettet for den pågældende annoncør kunne helt sikkert anvendes mere effektivt.

Overordnet set anvender samtlige annoncører meget generelle keywords, men forsømmer i stor udstrækning af bruge specifikke keywords, som eksempelvis urenes navne. Ved at udvide deres nuværende AdWords kampagner med mere specifikke søgeord, vil annoncørerne kunne levere mere relevante budskaber, til forbrugere der er længere i købsprocessen end de forbrugere der anvender generelle søgeord. De specifikke vil af samme grund konverterer bedre end de generelle søgeord, og derved give annoncørerne et højere afkast på Google AdWords annonceringen.